Tillidskrise plager SAS

SAS står nu overfor en af de alvorligste tillidskriser i selskabet historie. Strejke, forsinkelser og dårlig økonomi kradser i flyselskabets omdømme, og to dramatiske nødlandinger kan trække lange spor, fordi det handler om den helt afgørende tillid til flysikkerheden i SAS.

”Tillid til sikkerheden er det altafgørende i luftfart. Det skaber mistillid, når ledelsen den ene dag siger, at der er tale om en isoleret hændelse, og det så dagen efter viser sig, at det ikke er tilfældet. SAS må lægge alle informationer frem, hvis de skal forhindre langvarig negativ betydning for selskabets omdømme,” siger kommunikationseksperten Jesper Kunde, adm. direktør i Kunde & Co.
Han vurderer, at det er helt afgørende, hvordan SAS kommer ud af krisen. Sidder kunderne tilbage med en fornemmelse af, at SAS ikke har fortalt hele sandheden, kan det blive alvorligt for selskabet.

”SAS bevæger sig på en knivsæg, og det er utrolig vigtigt, at situationen herfra håndteres korrekt og troværdigt,” siger Jesper Kunde, der dog mener, at omverdenen trods problemer med strejker og dårlig økonomi grundlæggende har en positiv opfattelse af SAS.

Normalt er der sympati for selskaber, som bliver involveret i ulykker, og det oplevede SAS, da selskabet havde en alvorlig ulykke i Linate Lufthavnen i Milano i 2001 med over 100 omkomne.
”Men når der ikke er sket større personskade, vurderer kunderne det mere kynisk,” siger Esben Høstager, partner i kommunikationsfirmaet Jøp, Ove & Myrthu.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 13. september, 2007)

Skrevet af