Fredagsklummen – de kreative flyselskaber

Af Henrik Baumgarten



Det her passer ikke, men lad os bare sige, at Sterling har en afdeling der hedder ”Departementet For Kreative Tiltag For At Få Flere Klejner i Kagedåsen,” mellem venner forkortet: DFKTFAFFKIK.



Sterling er det mest flittige flyselskab til at udsende pressemeddelelser. Nogle er lige smarte nok, f.eks. en for nylig, hvor selskabet smækkede belægningstal for rute- og charterfly sammen og dermed fik en imponerende høj kabinefaktor. Den hoppede jeg også på og bragte den på vor hjemmeside…



Nå, men onsdag i denne uge kom en ny pressemeddelelse – med den i grunden indlysende overskrift: ”Sterling vil sælge flysæder”

Det vil alle flyselskaber vel…



Men i dette tilfælde ville de gode mennesker hos Sterling nu gøre det muligt, at passageren kan reservere sit favoritsæde i flyet – for 59 kroner. Dermed kan man sikre sig, at man kommer til at sidde sammen. Fint nok.

Den historie havde vi så på hjemmesiden i går, torsdag.



”Skulle det være en nyhed?,” ringede både John Nielsen og Morten Balk, country singers… sludder: country managers for hhv. Lufthansa og Austrian og spurgte mig om.

Hos Lufthansa har man gratis i flere år op til 24 timer før afgang kunne booke sit favoritsæde på alle klasser på langruter og europæisk business class.

Det samme er tilfældet hos Austrian – de har også muligheden på den europæiske turistklasse.



Andre selskaber har sikkert også denne gratis mulighed.



Og bestemt er det ikke kun Sterling, der viser kreative sider. Her et par eksempler:

Norwegian er begyndt at opkræve tre euro pr. stk. inchecket bagage.

Også British Airways har fået nye bagageregler. Passagerer på turistklasse må på langruterne kun have et stk. inchecket bagage, som må veje 23 kg.; undtaget er bl.a. flyvninger til USA og Canada (her er det stadig to) – men har passageren to stykker bagage, skal der på langruterne betales 120 pund, 1.333 danske kroner for det andet stykke bagage – også selv om de to stykker samlet ikke vejer over 23 kg.

“Mange flyselskaber er lovlig kreative overfor såvel passagerer som rejsebureauerne, det er noget vi arbejder meget med,” siger jurist i Danmarks Rejsebureauforening, Jakob Hahn, til Take Off.Senest har DRF udsendt pressemeddelelse i dag, fredag, om sin utilfredshed med Sterlings nye babageregler.Se historien her på hjemmesiden.



Men tilbage til DFKTFAFFKIK-afdelingen hos Sterling. Den hittede sikkert også på det med, at Sterlings passagerer pludselig kun måtte checke 15 kg. bagage ind, i stedet for de 20 kg. En skjult prisforhøjelse sagde mange. Sterling sagde, at det var for at skåne miljøet.



Men nu senest har DFKTFAFFKIK-afdelingen fået den ide, at passagererne for de 59 kr. kan forhånds-booke et bestemt flysæde.

Der er ingen købetvang – og tiden må vise, hvad passagerne siger til dette nye tiltag.



Men i hvert fald kan DFKTFAFFKIK-afdelingen – og andre flyselskaber – med fordel lade sig inspirere af dagbladet Politikens satiriske klumme ”At Tænke Sig…”



At Tænke Sig bragte forrige år bragte denne ”annonce” fra ”Easycheat:”



Flyv til London for 25 øre tur/retur!

Køb billetten på www.easycheat.com



(til prisen skal lægges skatter og afgifter (286 kr.)

leje af flysæde og sikkerhedsbælte (2.230 kr.)

gebyr for instruktion i at tage redningsvesten på (598 kr.) og af (368 kr.)

afgift for toiletbesøg (1.298 kr.)

tillæg for vinterdæk på fly (478 kr.)

leje af ufatteligt krøllet blad i stolelommen foran sædet (98 kr.)

pant på drikkevarer (1 kr.)

bidrag til blomster til kaptajnens syge moster (1.550 kr.)

brækposebidrag (398 kr.) og

dankortgebyr (48 kr.))



Hvad mener du?

Giver Sterlings ide med at betale for at reservere sit flysæde mening? (Stem i ugens Quick Poll)

Skrevet af