Årsdag for Sterlings konkurs

Meldingen om Sterlings konkurs kom til Take Off onsdag den 29. oktober kl. 03.45, hvor Sterlings daværende kommercielle direktør, Michael T. Hansen, ringede med det triste budskab. Det betød også, at lavprisselskabets 1.100 ansatte mistede deres arbejde. Hertil kom flere hundrede i virksomheder, der var leverandører til Sterling og som krakkede i kølvandet på Sterlings konkurs.



SAS, Norwegian og Thomas Cook Airlines var blandt de flyselskaber, der hurtigt tilbød at flyve strandede passagerer og besætningsmedlemmer hjem til f.eks. København.



Sterling var ved sin konkurs næststørste flyselskab i Københavns Lufthavn med to mio. passagerer om året. Københavns Lufthavn meddelte mandag i denne uge, at man nu har overvundet passagertabet efter Sterling som følge af nye lavprisruter med bl.a. Easyjet, Transavia og ikke mindst Norwegian.



Samme eftermiddag, 29. oktober sidste år, holdt Norwegian et hasteindkaldt pressemøde på Hilton Copenhagen Airport, hvor man præsenterede 11 nye ruter fra København – i dag har selskabet over 30 ruter fra Danmark, primært København.



Sterlings sidste flyvning blev aftenen inden krakket fra London til København.



Sterling-navnet genopstod, da Cimber Air overtog det i januar i år og i dag officielt hedder Cimber Sterling.



Og døgnet med Sterlings konkurs gav rekord i antal besøg på takeoff.dk og Take Off blev det nok mest citerede medie. Ifølge Google havde Take Offs hjemmeside i døgnet med Sterlings krak 17.422 besøg.

Den hidtidige rekord var lige under 10.000…





Se de mange historier i forbindelse med konkursen ved at klikke på ikonet ”Take Off Daily” og navigér så frem til oktober 2008.



HB

Skrevet af