Lene Veino klar med eksotiske destinationer

Først incoming – så outgoing! I forvejen har Lene Veino incoming- og MICE-bureauerne Our Agent og Scandinavian Image. Men der skal ske mere. Derfor genopliver hun nu sit udgående rejsebureau Lifestyle Travel.



”Vi starter i det små med tre luksusprægede destinationer. Japan, som ikke er billig men heller ikke så dyr som rygtet, er enormt spændende. Jeg har rejst over det meste af verden og aldrig oplevet noget, jeg kan sammenligne med Japan,” siger Lene Veino til Take Off.



Fiji kommer også på plakaten hos Lifestyle Travel. Det sker ved at bruge Korean Airs forbindelse til øgruppen i Stillehavet. Til Kina og Japan flyves der med SAS.



”Og så er der Shanghai og Beijing samt Hainan, Østens Hawaii. Hainan er en kinesisk tropeø med skønne og brede strande og glimrende 4-5 stjernede hoteller. Hainan besøges primært af kinesere, men de lokale turistmyndigheder vil gerne have udenlandske turister,” siger Lene Veino.



Hun forventer at rejserne kan begynde til marts, og vil på weekendens feriemesse i Bella Center lave reklame for de nye produkter.



Priserne starter på ca. 9.900 kr. for 12 med fly og hotel i

Hainan, ti dage i Japan med fly og hotel vil koste fra 16.900 kr. – og Fiji kan gøres for lige under 20.000 kr. for 12 dage med fly og 4-stjernet hotel.

Lene Veino håber på cirka 1.500 gæster det første år til de tre destinationer.



”Vi vil ikke konkurrere med de rejsebureauer som gør det godt og professionelt til f.eks. Malaysia og Thailand. Men ikke mange laver Japan, Fiji og Hainan, vi vil prøve noget niche – og så har vi en kæmpe distribution gennem Larsen Hotel- og Kro-ferie,” siger Lene Veino som i sammen med sin gemal, Jens Veino, ejer Larsen Hotel og Kroferie, hvor de hhv. er bestyrelsesformand og adm. direktør. Markedsføringsfirmaet repræsenterer 120 medlemmer i Danmark, Sverige, Tyskland og Island.

Skrevet af