Softwarefirmaet Travis, der blev dannet af bl.a. tidligere ansatte i CWT for at agere som underleverandør til CRS/GDS-systemer, erklærede sig torsdag konkurs.
”Det er med beklagelse, at vi per dags dato må informere om lukningen af Travis’ tjenester og operationer,” hedder det i en pressemeddelelse fra Travis’ bestyrelse som videre skriver:
”Modenheden og paratheden i erhvervslivet til at iværksætte projekter med fokus på rejseindkøbsbesparelser har vist sig langt mindre end antaget. Travis har gennem længere tid søgt at styrke sit kapitalgrundlag. Disse bestræbelser har desværre ikke båret frugt, hvorfor ledelsen har begæret Travis A/S konkurs. Virksomheden vil blive søgt rekonstrueret.”
Alle reservationer, der p.t. er bestilt hos Travis vil blive behandlet (og billetter udstedt) af de tilsluttede rejsebureauer. ”Der er derfor ingen grund til bekymring om gennemførelsen af de bestilte rejser,” skriver Travis og tilføjer:
”Travis takker sine mange trofaste kunder for den tillid, der er blevet vist os gennem årene, og beklager, at det ikke er muligt at fortsætte driften af tjenesterne i det nuværende regi.”