Stort lavprisselskab lander i København

Air Berlin har planer om tre ruter mellem Tyskland og Københavns Lufthavn. På dets hjemmeside søges pt. efter medarbejdere til kommende kontor i København.



”Internt i Air Berlin er der givet besked om, at de begynder på CPH i maj,” erfarer Take Off.



Ifølge oplysningerne, som ikke er officielt bekræftet, vil Air Berlin flyver to gange dagligt mellem København og Düsseldorf samt en gang om dagen til såvel Hamborg som Berlins Tegel-lufthavn.

I forvejen betjenes København og forskellige lufthavne i den tyske hovedstad af Easyjet, SAS og Sterling.



Til gengæld flyver kun SAS fra CPH til såvel Düsseldorf som Hamborg – det giver høje priser på ruterne.



Take Offs kilde siger, at Air Berlin er et af få lavprisselskaber med gennemgående billetter. Det kan dermed blive muligt at nå en lang række destinationer i Sydeuropa på en gennemgående billet fra CPH.



Air Berlin har hidtil holdt sig fra Skandinavien, men alt skulle være på plads til dets entre i København, en officiel annoncering kommer formentlig snart, siges der.



Efter Ryanair og Easyjet er Air Berlin Europas tredjestørste lavprisselskab. Sidste år voksede dets salg i forhold til 2004 med 17% til 1,2 milliarder euro og passagertallet steg 12,5% til 13,5 millioner.



Air Berlin flyver primært fra tyske lufthavne til Middelhavslande som Grækenland, Spanien og Tyrkiet.



HB

Skrevet af