Hertz klar med sjove udlejningsbiler

Var det noget med at krydse rundt i USA og Canada i en Ford Mustang, en Chrysler Cruiser cabriolet eller den enorme Hummer?

Fun Collection hedder Hertz’ nye produktlinje, hvor nogle typer fra biludlejningsselskabet er blevet overført fra standardlisten, mens andre som Chryslers Cruiser med det karakteristiske gangsterdesign og den kæmpestore Hummer er kommet til.

Også konkurrenterne fra Avis kan i øvrigt nu tilbyde Hummer, der oprindelig er udviklet for den amerikanske hær som afløser for Jeep.



Fun Collection består af et dusin meget specielle biltyper, som er temmelig anderledes end standard-udlejningsbiler, der falder i et med tapetet.

Eneste pudsighed ved Fun Collection er, at ingen af bilerne fås med Hertz’ unikke navigationssystem Never Lost…



Yvonne Halphen, leisurechef for Hertz i Skandinavien, sagde på årets Pow Wow i Orlando, at turisterne fra Skandinavien i stadig større grad lejer biler til ferien i USA.

“Med den lave dollarkurs er det relativt billigt at være turist i USA,” sagde hun og glædede sig over de fine bookingtal af Hertz’ produkter fra rejsebureauer og turoperatører i Danmark.



“På verdensplan steg antallet af Hertz’ bookinger af biler i USA sidste år 5 % – bookingtallet fra Danmark er langt over det dobbelte,” sagde hun under Pow Wow, som sluttede i går.



HB

Skrevet af