Prisstigninger på udlejningsbiler aftager, viser undersøgelse fra den globale erhvervsrejsekoncern American Express Global Business Travel. Amex tror i år på mindre prisstigninger i USA og Europa.
Under pandemien faldt efterspørgslen og dermed udbuddet af udlejningsbiler, da biludlejningsgiganter solgte biler for at få indtægter. Da pandemien var overstået, eksploderede efterspørgslen efter udlejningsbiler, men udlejerne havde svært ved at få nye biler, hvilket pressede priser op.
Men nu, skriver den store, globale erhvervsrejsekoncern American Express Global Business Travel i en ny analyse, at udbuddet af biler og efterspørgslen igen ved at nærme sig hinanden – det skulle resultere i mere moderate prisstigninger.
I undersøgelsen, Ground Monitor 2024-2025, skriver Amex GBT, at bilfabrikkerne igen har fået styr på produktionen og leverancer fra underleverandører, blandt andet af mikrochips til nye biler.
I den nye Ground Monitor 2024-2025 analyse fra Amex, skriver Business Travel News, har erhvervsrejsekoncernen kigget på biludlejningsbranchen på hovedmarkederne, Nordamerika (USA og Canada), Europa, Latinamerika, Asien og Afrika.
Små prisstigninger i USA
I den nuværende 12 måneders periode frem til marts næste år, forudser Amex i sin Car Rental Rate Forecast prisstigninger på i gennemsnit blot 2,5 procent, sammenholdt med de foregående 12 måneder. Det er den halve prisstigning på udlejningsbiler i forhold til de foregående 12 måneder. Prisstigningerne kan dog i snit blive større end de 2,5 procent for ”større biler,” hedder det.
På det canadiske marked vil prisstigningerne blive lidt højere end i USA, viser Amex’ beregninger.
Når det gælder Europa, så kigger Amex-undersøgelsen på tre af de store markeder, nemlig Storbritannien, Tyskland og Frankrig. I Storbritannien møder udbud og efterspørgsel på biludlejningssegmentet nok først hinanden ved udgangen af i år, forudser Amex. Det vil føre til en gennemsnitlig prisstigning på seks procent i de igangværende 12 måneder.
I Tyskland beregner Amex en gennemsnitlig prisstigning på udlejningsbiler på fem procent i de indeværende 12 måneder. Mindst er stigningen på udlejningsbiler i Frankrig, med en forventet stigning på den gennemsnitlige udlejningspris på blot 0,5 procent – men der vil være forskel på biltyperne, hedder det.
Fordi prisstigningerne er faldet generelt, anbefaler American Express Global Business Travel sine firmakunder at overveje genforhandlinger af deres biludlejningspriser fra leverandørerne.
Relaterede artikler:
Forbruger Europa: Stadig flere danskere føler sig snydt ved biludlejning