Med den nye lovgivning får forbrugerne mulighed for at tilvælge en dækning for seat only flybilletkøb samt billeje i udlandet. Sælger – det være sig rejsebureau, flyselskab eller biludlejningsselskab, skal så tilbyde forbrugeren tilvalgs-muligheden, indkassere de 20 kr. den kommer til at koste, og derefter afregne de 20 kr. med Rejsegarantifonden.
Men kun hvis leverandøren er registreret i Danmark.
Det betyder i praksis, at f.eks. SAS vil være omfattet af den nye ordning – mens lavprisselskabet Ryanair er fritaget fra ordningen. Og et dansk registreret internetrejsebureau som flybillet.dk er omfattet af den nye ordning, mens en konkurrent, registreret udenfor Danmark, ikke er omfattet af ordningen.
Tilsvarende gælder det for biludlejere. Dansk registrerede biludlejere som AVIS, Hertz og SIXT vil være forpligtet til at afregne med Rejsegarantifonden – og i øvrigt også stille garantier overfor fonden, mens lokale biludlejningsbureauer på feriedestinationerne i udlandet er fritaget for såvel garantistillelse som afregning af de 20 kr. i tilvalgsdækning.