DRF roser rejsebranchen for hjælp under katastrofen

”Tak for stor støtte og varmende e-mails til os i den forgangne uge – men husk at klappe jer selv på skuldrene. Jeg har kun hørt positive ting om jeres indsats fra de mange, der har arbejdet med efterveerne af katastrofen. Det viser, at vi leverer et kvalitetsprodukt og at rejsebureauer sandelig har en berettigelse,” skrev DRF’s direktør, Lars Thykier, i aftes i sin daglige orienteringsmail til DRF’s medlemmer.



Lars Thykier og mange medarbejdere i DRF har nærmest arbejdet i døgndrift siden katastrofen 2. juledag. Lars Thykier sidder bl.a. i gruppen i Udenrigsministeriet som dagligt mødes for at koordinere efter flodbølgen.



Rejsebureauer som antages at have haft gæster i katastrofeområdet den 26. december er blevet kontaktet af DRF eller har selv henvendt sig til DRF. De seneste tal siger, at 4.128 danskere var i Thailand 26. december – heraf mindst 1.864 i Phuket, 67 på Sri Lanka og 38 i Indien.

De 1.864 har hjemmefra booket hotel i Phuket, Krabi eller Trang til omkring 26. december gennem adspurgte bureauer. Med ret stor sikkerhed har flere hundrede af de 4.128 danskere i Thailand købte fly-, tog- eller busbillet til Phuket og omegn i f.eks. BKK og selv fundet hotel.



Lars Thykier opfordrer atter rejsebureauerne, der endnu ikke har kommunikeret med DRF, til at indsende tal på deres kunder i katastrofeområdet omkring 26. december samt at udarbejde lister til DRF over disse med antal rejsende, navne, destination (land/område), alder og hjemadresse.



Sidste SAS-charterfly ankommer i aften til Stockholm. Danske, der gerne vil hjem og som ”uden egen skyld” ikke har kunnet nå frem til disse charterfly, bedes henvende sig til den danske ambassade i Bangkok, oplyser DRF.



OGSÅ FÆRRE SVENSKE OG NORSKE OMKOMNE

Også i Sverige og Norge fortsætter antallet formodede omkomne med at dykke. Søndag lød det norske udenrigsministeriums liste på 1.430 savnede – mandag aften var det faldet til 109.

Tallet dykker så hurtigt fordi personer på den offentliggjorte liste var opført flere gange under forskellige navne, og fordi rejsende har fundet deres navn på listen og derefter henvendt sig.

Antallet af døde nordmænd er også faldet fra 21 til 16.



Sverige har modsat Danmark og Norge ikke offentliggjort navnene på savnede svenskere. Der var mandag middag 827 personer på den svenske regerings liste over personer, som var efterlyst af pårørende – for få dage siden var tallet op mod 3.000 savnede.

Skrevet af