Interessen for at arbejde på rederiets to nye færger har sendt personaleafdelingen i Fjord Line på overarbejde.
Der skal ansættes 300 til de to nye cruisefærger, der skal indsættes mellem Hirtshals og Norge og ved ansøgningsfristens udløb søndag, var der kommet 5.834 ansøgninger, skriver enp.dk.
Færgerne skal sejle fra Hirtshals til Stavanger, Bergen og Langesund. ’Stavangerfjord’ indsættes den 29. maj og ’Bergensfjord’ til september.
De er næsten dobbelt så store som de nuværende færger, og kræver dobbelt mandskab, så besætningen på hvert skib går fra 55 til 100.
Samtidig øges antallet af afgange fra tre ugentlige retursejladser til daglige afgange. De to færger er i øvrigt blandt de første og største passagerfartøjer, som udelukkende drives af gasmotorer.