5-stjernet luksus til 2-stjernet pris

marriott warszawaDet seneste Hotel Price Index fra Hotels.com™ viser, at danskere på nogle destinationer betalte mindre for 5-stjernede hoteller, end de andre steder måtte betale for 2-stjernede hoteller i første halvår 2015.

I USA måtte danske rejsende i gennemsnit betale 3.731 kroner pr. nat på 5-stjernede hoteller i Los Angeles. I den anden ende af skalaen lå polske Warszawa. Her kunne man nøjes med gennemsnitligt at betale 764 kroner for en overnatning på et 5-stjernet hotel.

2-stjernede hoteller sneg sig flere steder i USA op over 1.000 kr. pr. nat. Danske rejsende betalte gennemsnitligt mellem 1.049 og 1.138 kr. for en nat på et 2-stjernet hotel i New York, San Francisco, Boston og Seattle.

For et lavere beløb kunne man indlogere sig på 5-stjernede hoteller i både Warszawa, Istanbul, Tallinn, Prag og Berlin. I Berlin betalte danske rejsende kun 1.017 kr. i gennemsnit for en nat på et 5-stjernet hotel.

Priserne blev i første halvår 2015 bl.a. påvirket af svingende valutakurser, fortæller Johan Svanstrom, præsident for Hotels.com: “Kursen på US-dollars steg, og det gjorde hotelpriserne dermed også omregnet til danske kroner. Omvendt påvirkede den svækkede euro hotelpriserne i hele eurozonen, og i Rusland betød den økonomiske usikkerhed og et kursfald på rublen, at hotelpriserne faldt drastisk.”