50 år for kendt hotelprofil

Mai Kappenberger, der i dag fejrer sin 50 års fødselsdag, i baren på Emirates’ business class på dets første A380-flyvning i december sidste år fra Dubai til København.

HOTELLER: Hun er her, der og alle vegne. Som blot 17-årig fik hun i Schweiz international hoteluddannelse. En charmerende personlighed markerer i eftermiddag sine første 50 år med reception.

Der er typisk for Mai Kappenberger, at der ikke er nogen udløbsdato for hendes reception i eftermiddag. Den begynder kl. 15 på Kurhotel Skodsborg, på den fine Strandvej nord for København. Her har hun siden 2012 været direktør for et af samlingsstederne for overklassen, Kurhotel Skodsborg, hvor der både er fornem spa og tre restauranter, der serverer alt andet end stegt flæsk og persillesovs. Tværtimod, her er fine kokke med masser af fornem mad – til tilsvarende priser!

Mai Kappenberger blev født ind i den danske hotelbranche. Hendes morfar, Fredy Svendsen, ejede Avenue Hotel på Frederiksberg. Det blev i år solgt til Brøchner Hotels.

Mai Kappenberger arbejder nu for at omdanne Kurhotel Skodsborg til et førende kur- og spahotel. Som 17-årig flyttede hun til Schweiz, hvor hun tog hoteluddannelse i Lausanne og siden tilbragte ni år på fine hoteller i Toblerone-landet.

Tilbage i Danmark gik turen til Hotel Hesselet på Fyn som direktørpar med sin daværende mand, inden familien slog sig ned i Tyskland. Efter skilsmissen bor hun i dag med sine børn, Adrian på 20 og datteren Chantal på 17.

I 2005 vendte Mai Kappenberger tilbage til Danmark og blev adm. direktør på familiens hotel, Avenue. Her gennemførte hun modernisering af det 3-stjernede hotel med 68 værelser tæt på Rådhuspladsen i København.

I 2012 overtog Mai Kappenberger ledelsen af Kurhotel Skodsborg for at lave endnu en turnaround af de 85 hotelværelser.

Og så er Mai Kappenberger ikke bange for at prøve noget nyt. ”Da Emirates 1. december sidste år indsatte verdens største passagerfly på sin daglige rute mellem Dubai og København, havde min mor, Alice Skaubye, købt billet til os, så vi kunne være med på jomfru-flyvningen med Emirates Airbus A380. Vi fløj forinden til Dubai og kom retur med første A380-flyvning til København,” sagde Mai Kappenberger sidste år til standby.dk og fortsatte: ”Min mor ville give mig en dejlig oplevelse, så hun købte business class-billetter. Hun ville selv meget gerne være på den første A380-flyvning til København.”