Den ikoniske sarong kebaya-uniform hos det kvindelige kabinepersonale i Singapore Airlines har 50 års-jubilæum.
Kabinepersonalet hos Star Alliance-medlemmet Singapore Airlines har nu i 50 år båret den berømte uniform, der har været med til at give dem kælenavnet Singapore Girl.
Singapore Girl har været brugt i utallige reklamefremstød for flyselskabet ligesom den har været vist på det berømte voksmuseum Madame Tussaud’s.
Faktisk blev kebaya-uniformen først brugt af kabinepersonalet hos daværende Malaysia-Singapore Airlines. Men da Malaysia og Singapore blev delt i 1965 og Singapore blev et selvstændigt land, blev sarong-uniformen også overtaget af det nye Singapore Airlines i 1968, mens det malaysiske flyselskab i dag flyver som Malaysia Airlines.
For at få sin helt egen uniform gav Singapore Airlines i 1974 opgaven til den berømte franske haute couture-designer Pierre Balmain, der skabte den nuværende model. Pierre Balmain blev blandt andet valgt fordi han på det tidspunkt skabte kjoler til dronning Sirikit fra Thailand.
Selve sarong-uniformen hos Singapore Airlines findes i fire farvevarianter til det kvindelige kabinepersonale. Stewardesserne har den blå farve, den primære stewardesse den grønne, chefstewardessen den røde, mens in-flight supervisoren bærer en bourgogne-farvet.
10 gange om ugen i Skandinavien
Singapore Airlines’ kabineansatte kan også ses i Skandinavien, da flyselskabet flyver fem gange om ugen fra Singapore – via Moskva – til Stockholm samt ligeledes fem gange om ugen til Københavns Lufthavn, hvortil Singapore Airlines flyver direkte.
Mens Singapore Airlines har fløjet i over 40 år mellem Singapore og Københavns Lufthavn, åbnede ruten fra Singapore til Stockholm først sidste år.
Singapore Airlines har generelt senest været i medierne efter flyselskabet forleden åbnede verdens hidtil længste passagerrute – på op til 19 timer flyver selskabet de mere end 15.300 kilometer non-stop mellem Singapore og Newark-lufthavnen ved New York.
Flyselskabet havde i forvejen en rute til New York – men her flyves der via Frankfurt, hvilket tager over fire timer længere.
Relaterede artikler:
Singapore Airlines tilfreds med Skandinavien