Den tidligere topchef i erhvervsrejsebureauet CWT, SAS og Cimber Sterling, Lars Bording, passerer onsdag de 50 år. Siden 2016 har han været Group Director Thomas Cook Travel Retail.
Lars Bording, Group Director for Thomas Cook Travel Retail, fylder onsdag, den 20. februar, 50 år. Den runde fødselsdag fejres i udlandet.
Karrieren begyndte i 1990 med en handelsuddannelse hos SAS, hvorefter Lars Bording fra 1994 arbejdede hos erhvervsrejsebureauet Carlson Wagonlit Travel, CWT, i en række kommercielle globale positioner i blandt andet Frankrig, Holland og Østrig.
Efter mere end ti år i udlandet for CWT kom Lars Bording i 2005 retur til Danmark for at overtage stillingen som administrerende direktør for CWT i Danmark.
Allerede året efter skiftede han til SAS, nu som direktør for salg- og marketing. Fra 2010 og et år frem var han kommerciel direktør for det daværende flyselskab Cimber Sterling. Lars Bording forlod herefter luftfarten for at blive administrerende direktør for Clever, der leverede opladningsløsninger til elbiler. Han var ligeledes i den periode bestyrelsesformand for Dansk Elbil Alliance.
I elbil-perioden gennemførte Lars Bording også den krævende MBA-uddannelse.
Toldfri chef for Thomas Cook Airlines
Siden 2016 har Lars Bording været direktør for Thomas Cook Travel Retail, hvor han står i spidsen for en forretning der når direkte ud til over en million charterflypassagerer.
Passagererne, navnlig gæster med Spies, modtager kataloget med taxfree varer fra Thomas Cook Travel Retail inden deres flyrejse, shopper til ferien eller til at tage med fra hjemturen – eller de handler toldfri varer ombord.
Thomas Cook Travel Retail er under Lars Bordings ledelse udviklet fra at være Thomas Cook Airlines’ egen taxfree forretning til at være en international virksomhed, der udvikler koncepter, produkter og løsninger inden for global tax free handel og omfatter en kundeportefølje bestående af egne flyselskaber i Thomas Cook Gruppen og et stigende antal eksterne kunder, oplyser Thomas Cook Airlines.
Lars Bording er kendt af nuværende og tidligere medarbejdere og kolleger som en kompetent og afholdt leder med evne til at holde blikket på strategien, motivere og samle teamet om opgaven og levere resultater.
Relaterede artikler:
Overvejer salg af Spies’ flyselskab