Lufthavn sparer SAS for millioner

SAS og Københavns Lufthavn kan ikke undvære hinanden, men kæmper samtidig om sympatien for deres penge.



Adm. direktør for SAS Danmark, Susanne Larsen, har fremlagt SAS’ synspunkter for Folketingets trafikudvalg. SAS kritiserer lufthavnens overskudsgrad på 38 % og ønsker, at de 900 mio. kr., SAS årligt betaler til Københavns Lufthavn i afgifter, skal udløse rabatter.



Omvendt har Brian Petersen talt lufthavnens sag hos transportminister Lars Barfoed. Her fremlagde han tal, som han nu også offentliggør i Take Offs november-udgave. De siger ifølge lufthavnen, at Kastrup er langt billigere i forhold til store europæiske lufthavne.



”Havde SAS haft Frankfurt som hovedlufthavn, skulle selskabet betale 150 mio. kr. mere om året i takster; beløbet ville være 200 mio. kr. i Paris de Gaulle og 260 mio. kr. mere om året i Amsterdam,” hedder det.



I Take Off-Stolen taler Brian Petersen også om forslaget om den lavpristerminal, tidligere chefer i lufthavnen vil bygge som modstykke til Københavns Lufthavn. Han siger, at planen minder om et forslag, lufthavnen selv havde. ”Jeg kan ikke se den store forskel på dén plan og så den for Terminal A,” siger han.



Blandt emnerne er også, at Brian Petersen savner opbakningen fra bl.a. det private erhvervsliv til Wonderful Copenhagens initiativ, ”Copenhagen Redefined,” som skal sætte turbo på erhvervsturisme.



Der bliver også talt om kritikken af det stigende antal butikker i lufthavnen, navnlig den omstridte vekselbutik Forexchange – som lufthavnsdirektøren gerne vil ”smide ud af lufthavnen, hvis de ikke opfylder kontrakten. Men de skal have en chance for at reagere på kritikken.”





Læs hele interviewet i Take Off, der udgives i denne uge.





HB

Skrevet af