Minister truer lufthavne med bøder

Trafikminister Flemming Hansen benyttede i går aftes TV-Magasinet Penge på DR1 til at advare de provinslufthavne, der tilbyder særlige rabatter på passagerafgifterne. Statens Luftfartsvæsen har kendt trafikken ulovlig, men har ingen magtmidler ud over lukning af lufthavnene.

Både SLV og trafikministeren finder, at lufthavnslukning er ude af proportioner og rammer sagesløse. Derfor vil ministeren indføre muligheden for bødestraf til de lufthavne, som ikke følger SLV’s påbud.
Trafikministeren bebudede en omlægning af reglerne. Lufthavnene opdeles efter størrelse over- og under 10.000 passagerer om året. I fremtiden vil staten udelukkende fastlægge takster for starter og landinger, hvor der ikke må ske forskelsbehandling, mens taksterne for passager- og bagagehandling bliver op til de enkelte lufthavne.

SAS og Billund Lufthavn har begge klaget til EU over, at lufthavnene i Esbjerg og Århus nægter at følge påbudet fra SLV.
Lufthavnsdirektør Ole Paaske, Aarhus Lufthavn, siger til Ritzau, at lufthavnen vil gå til EU-kommissionen, hvis staten strammer reglerne for passagerafgifter og dermed begrænser konkurrencen.
“Hvis vi mister muligheden for at konkurrere, så mister passagererne chancen for at rejse direkte til London, og må vælge en anden lufthavn og andre ruter”, siger Ole Paaske.
Det er irske Ryanair, der flyver lavpris mellem Stansted og både Esbjerg og Århus.

Skrevet af