Kommentaren

Min snart 90 årige far var på samme arbejdsplads i næsten et halvt århundrede som håndsætter. For ham var det typografisk arbejde at skabe elegante, nærmest kunstneriske produkter. Det var håndværk, og han stod stædigt imod ethvert forsøg på at lære ny teknik. Skæbnen stod ham bi, fordi hans arbejdsgiver trods tidens udvikling til hans efterlønsdag formåede at skaffe arbejdsopgaver, der svarede til hans talent og ikke stillede krav om at beherske alt det nye.



På de store arbejdspladser kæmpede typografer og litografer en ulige kamp for at bevare deres eksisterende arbejdspladser, selv om deres nødvendighed for avisproduktionen langsomt svandt ind.

De nedlagde arbejdet, havde nær taget livet af Det Berlingske Hus gennem en ulovlig blokade og arbejdsnedlæggelse for 30 år siden og forsøgte tid til anden samme metode landet over.



Skæbnen ville, at jeg for fem år siden skulle indgå aftalen om afskedigelsen af de sidste typografer, hvis forbund i mellemtiden var blevet en del af HK, på Berlingske Tidende.

Denne gang uden ballade og med venlige, men også vemodige håndtryk, da det hele var overstået.

Havde Grafisk Forbund vist fremsyn og vilje til at samarbejde, da udviklingen tog fart i midten af 70`erne ville deres situation sandsynligvis have været anderledes.



Men de valgte konfrontationen. Den taber lønmodtagerne altid på længere sigt. Især når de indtager positionen som strudsen og nægter at arbejde konstruktivt med på de nye og økonomisk nødvendige muligheder.



En anden lønmodtagergruppe, der tabte varigt på en hovedrystende aktivistisk linie, var pædagogerne. Arbejdsnedlæggelser ”for børnenes skyld” var daglige foreteelser i de urolige år i 70èrne og 80`erne, hvor forældrene den ene gang efter anden blev taget som gidsler.

Konflikterne skete lige som med typografernes aktioner helt uden opbakning fra den øvrige fagbevægelse og på tværs af alle aftaler og kutymer.



Og resultatet udeblev ikke. Pædagoger blev fastholdt som et absolut lavtlønsområde i den offentlige sektor. Der var hverken sympati eller hensyn at hente, fordi ”gidseltagningen” af forældre og børn, der skulle passes ikke nød den fjerneste sympati.

Heller ikke i den brede offentlighed, der ellers i et demokratisk samfund nemt kan blive en vigtig medspiller.



Piloter og kabinepersonale hos SAS kan lære utrolig meget af pædagoger og typografers fejlslagne strategier.

Deres kompetence er højt værdsat. Både hos kunderne og arbejdsgiverne. Men forandringerne i verden – markedsøkonomien og dens hastigt voksende konkurrence – skaber nye betingelser.

SAS situation var ikke, som den var i de gamle ”næsten monopol i Norden” dage.

Nu gælder det kamp om markedsandele, hvor omkostninger og dermed priser naturligvis er et vigtigt parameter.

Men det er stabilitet og leveringssikkerhed også.

Når senest kabinepersonalets bestyrelse blæser til kamp mod SAS, er det en kamp, der med sikkerhed er tabt.

Ganske som typograferne og pædagogerne tabte deres.

De første forsvandt stort set helt fra arbejdsmarkedet, de sidste blev fastlåst i bunden af lønpyramiden.

Og gidseltagningen af henholdsvis læsere/annoncører og forældre hjalp ikke.



Det vil SAS-personalets gidseltagning heller ikke. Og de vil heller ikke modtage de ringeste sympatitilkendegivelser fra omgivelserne.

I en tid med store omstillinger og hård konkurrence bør ansatte og ledelse finde hinanden.



Og medarbejderne udvise den nødvendige omstillingsparathed.

Ellers leger man ikke alene med fremtiden for virksomheden, men også sin egen arbejdsplads. Fremtiden sikres ved at se nye muligheder. Ikke ved stædigt at holde fast i vilkår og traditioner, der er aftalt under helt andre forudsætninger.



Det bør CAU-medlemmerne tænke over på denne uges generalforsamling.

Skrevet af