Golf-triumf for Danmark i World Tourism Games

For første gang i turismelegenes historie kom de danske deltagere hjem med medaljer – hele tre af slagsen, alle scoret på Dachstein Tauern Golf & Country Clubs bane, én af Østrigs bedste.

Maggi Mortensen fra Victours i Esbjerg og Henrik Nielsen fra Alp-In Touristik i Østrig vandt henholdsvis sølv og bronze i Stableford, og en kvartet med ægteparret Maggi og Poul-Erik Mortensen, Henrik Nielsen samt en østriger fulgte op med sølv på sidstedagen i Alpine Scramble.

Kvartetten Christian Bendtsen, CWT, Klaus Johansen, SAS forretningsrejser og brødrene Nikolaj og Martin Rosing, Nikros A/S, blev noteret for fjerdelaveste runde, men måtte nøjes med syvendepladsen, da Scramble-systemet er baseret på spillernes handicap.



Maggi Mortensen var med sine 66 år ældste danske deltagere. Hun blev angrebet af golfbacillen for ti år siden og er bevis på, at det aldrig er for sent og kaste sig over noget nyt. Efter sin triumf blev hun gratuleret af en af den alpine skisports største navne gennem tiderne, Østrigs legendariske Franz Klammer, som også er passioneret golfspiller (billedet).

På Dachstein Gletscheren blev Poul-Erik Mortensen nr. 4 i sin aldersklasse i storslalom, mens Karen Bjørn-Mortensen og Anders Vang, begge Ski-Xtreme, løb henholdsvis en tiende- og en elvteplads hjem i deres aldersklasser.



Danmark var også repræsenteret i ti kilometer terrænløb i Ramsau, hvor Peter Fredberg, Take Off, blev nr. 5 i ældste klasse.

Resultaterne er de bedste, Danmark hidtil har opnået. 600 turist-, rejse- og mediefolk fra 42 nationer deltog i legene.



”Næste gang satser vi på et dobbelt så stort dansk hold,” siger Bo Schou Lauridsen fra Østrigs Turistbureau i København.

Fred

Skrevet af