Odense Lufthavn sat til salg

Odense, Nordfyns og Kerteminde kommuner valgte tirsdag at sætte Odense Lufthavn til salg, hvilket kommer til at ske gennem et offentligt EU-udbud. Den nye ejer forventes at kunne overtage lufthavnen i løbet af 2008.

De tre kommuner har besluttet at sælge lufthavnen for at sikre fortsat udvikling af driften på kommercielle vilkår. Derfor vil det være et krav, at lufthavnen også i fremtiden drives som lufthavn, så den fynske infrastruktur fortsat vil inkludere flytrafik.

De seneste år er det gået økonomisk dårligt for lufthavnen, men udviklingen er dog ved at vende, og bestyrelsen blev tirsdag præsenteret for tal, der viser, at lufthavnen er inde i en god udvikling. Derfor tror bestyrelsesformanden, Frants Bernstorff-Gyldensteen, også på et salg af lufthavnen.
”Vi glæder os over, at det går godt for lufthavnen, og vi vurderer, at der er masser af potentiale i den for en ny køber. Samtidig mener vi, at markedet nu er modent til et salg, der skal sikre lufthavnens videre drift og udvikling,” siger Frants Bernstorff-Gyldensteen.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 12. september, 2007)

Skrevet af