Togkaos truer i DSB

I DSB glæder man sig ikke helt så meget over sommervejret, som resten af danskerne gør. Torsdag eftermiddag måtte Banedanmark varsle hastighedsnedsættelser for fredag, da de nedslidte skinner kan slå sig i varmen.

DSB’s trafikchef, Erik Christensen, erkender, at køreplanen ikke holder. ”Krav om væsentlig lavere hastighed giver os nogle udfordringer, som vi ikke kan løse, uden at kunderne mærker det. Og sådan vil det være, indtil infrastrukturen har en sådan kvalitet, at den kan tåle lufttemperaturer over 25 grader. Ud over forsinkelser og færre tog kan der blive tale om togskifte, eller at busser erstatter tog. Mit bedste råd til passagererne er, at de ved udsigt til meget varme dage holder sig orienteret om toggangen via www.dsb.dk eller DSB’s kundecenter på 70131415,” siger Erik Christensen.

I DSB har man udarbejdet nødplaner for sommervarmen, men de gælder kun for juli og august, og derfor risikerer de varme dage i juni at blive de mest kaotiske.

(Morgenavisen Jyllands-Posten, d. 8. juni, 2007)

Skrevet af