DRF skælder ud på British Airways

Med ultrakort varsel kom det onsdag i denne uge frem, at British Airways mandag i næste uge fjerner gratis mad på selskabet turistklasse på flyvninger på under 2½ time. Der bliver fremover kun morgenmad – efter kl. 10 er der kun gratis drikkevarer og chips resten af dagen.



Men dermed laver British Airways kontraktbrud med de passagerer, som inden ændringen kom frem, havde købt billet med BA med mad inkluderet i prisen, siger DRF.



Og BA havde ikke inden ændringen kom frem i pressen, gjort sig den ulejlighed at informere rejsebureauerne, som er BA’s største samarbejdspartner.



”Vi læste nyheden på Take Offs hjemmeside i går – og kontaktede herefter flere rejsebureauer. De har ikke fået nogen agentinformation fra British Airways – det er yderst beklageligt og kritisabelt. BA kan ikke fjerne maden fra eksisterende bookinger – kun for fremadrettede bookinger. Vi opfordrer passagerer, der havde booket før ændringen blev kendt, til at klage til Forbrugerklagenævnet over at de ikke får mad. Hvad BA gør, er en væsentlig ændring – man må ikke ifølge loven ændre en indgået kontrakt, f.eks. et billetkøb, med tilbagevirkende kraft uden modpartens, altså passagerens, accept,” siger Jakob Hahn, jurist og afdelingschef i DRF til Take Off.



Jakob Hahn siger, at British Airways skal betale erstatning eller kompensation til de passagerer, der alligevel ikke får mad på selskabets fly og som har købt billetten inden ændringen blev kendt.



”BA kan f.eks. udlevere en voucher ved check-in til de passagerer, så de på BA’s regning kan købe mad i transithallen,” siger han.



Ved at droppe gratis mad på sin europæiske turistklasse sparer økonomisk trængte BA ca. 200 mio. kr. om året.



Det var heller ikke torsdag muligt at få en kommentar fra BA. Take Off vil gerne vide, hvornår BA eventuelt har meddelt rejsebureauerne, at maden fjernes – og om man har kompensation til passagerer, der har købt billet inden ændringen officielt blev kendt i onsdags.



British Airways var sidste år sjette største flyselskab i Københavns Lufthavn med 416.000 passagerer.



British Airways’ danske partner, Sun-Air, påvirkes ikke af BA’s indskrænkede spisesteder – Sun-Air har fortsat gratis mad og drikke til alle passagerer hele døgnet. Sun-Air flyver fra Jylland til 10 destinationer i Nordeuropa.





HB

Skrevet af