Vigtigt at rejsebranchen kender ESTA

12. januar 2009 træder de amerikanske myndigheders nye indrejseprogram, Electronic System for Travel Authorization (ESTA), i kraft.



ESTA er en elektronisk afløsning af det gamle system med papirformularer, som rejsende med statsborgerskab i Visa Waiver-lande (fx Danmark og de øvrige nordiske lande) skulle udfylde ved indrejse til USA.



ESTA findes på en internetbaseret formular på hjemmesiden: esta.cbp.dhs.gov. Her indtastes de samme personoplysninger som på den grønne papirformular I-94-W, der udfyldes på flyet. Også spædbørn med fx dansk pas skal ESTA-godkendes.



I sin nyhedsbrev skriver amerikanske Continental Airlines’ danske kontor, at ESTA er en lettelse, idet en godkendelse af den rejsendes ansøgning gælder i to år eller til passets udløb, alt efter hvad der kommer først.

Samtidig undgår man at stå med en forkert udfyldt formular og skulle bag i køen efter at have rettet fejlen ved ankomst til USA.



Typisk godkendes en elektronisk ESTA-ansøgning på få sekunder, men er svaret ”PENDING,” (afventende) foretages en automatisk rutineundersøgelse og svaret vil ifølge myndighederne være klar i løbet af max 72 timer. Den rejsende får et kontrolnummer, som man skal skrive ned og medbringe.



Giver ansøgningen et afslag, skal man forbi den amerikanske ambassade.



En ESTA-godkendelse garanterer ikke indrejse i USA. Godkendelsen tjener alene som et grønt lys for at transportøren – fx Continental – må flyve én til USA.

Den egentlige indrejsetilladelse gives fortsat af immigrations-betjenten i den amerikanske ankomstlufthavn.



Continental opfordrer rejsebureauerne til at gennemlæse og gøre sig bekendt med ESTA-reglerne.



I Continentals netop udsendte nyhedsbrev findes link til hjemmeside under Department of Homeland Security med nærmere information om ESTA.



Ligeledes har Continentals nyhedsbrev link til en vejledning med skærmbilleder fra processen med at udfylde ESTA-formularen, vigtig viden for rejsebureauerne til deres kunder.



Continental flyver dagligt i sommersæsonen mellem København og Newark-lufthavnen ved New York.

Skrevet af