Dansk indenrigsflyvning i tilbagegang

Mandag den 15. september var der glæde i Aarhus Lufthavn. Den dag vendte Cimber Air tilbage til lufthavnen med nye daglige flyvninger til hovedstaden.



Optimismen var da også til at få øje på, da Århus’ lufthavnsdirektør, Ole Paaske, offentliggjorde trafiktallene for september. De viste en vækst i antal passagerer på omkring 23 %. Det fik lufthavnsdirektøren til at love vækstrater på 20 % i de kommende måneder.



Men da trafiktallene for oktober blev præsenteret var der ikke tale om de forventede tocifrede vækstrater. I stedet måtte Aarhus Lufthavn melde om en stigning på kun 1 % – eller blot 277 flere passagerer end oktober sidste år. Dette på trods af de fire nye daglige ruter fra Cimber, skriver Travelbroker.dk



Også Aalborg Lufthavn tabte indenrigspassagerer i oktober. En tilbagegang på 0,5 % svarende til 336 passagerer, således at det samlede passagertal for oktober blev ca. 73.000. Tilbagegangen kan forsvares med, at Sterling ikke opererede de sidste tre dage i oktober, da konkursen blev en realitet den 29. oktober.



I Billund var lufthavnen ikke så hårdt ramt som de to andre store indenrigslufthavne. Her kunne lufthavnen melde om vækst på 5 % svarende til 585 flere indenrigspassagerer.



Værst ser det ud i Bornholms Lufthavn. Her var tilbagegangen i oktober 26 %, hvilket svarer til 5.479 passagerer. 2007 var et succesfuldt år i lufthavnen, idet Cimber Air og DAT fløj i konkurrence på ruten. DAT trak sig ud den 18. august i år pga. faldende belægning og negativ økonomisk udvikling på ruten.


Skrevet af