6.500 flyvninger aflyst i løbet af i går

Det blev en slem dag for flytrafikken i Europa i går. Eurocontrol oplyser, at 6.500 flyvninger ud af 20.000 planlagte måtte aflyses på grund af sne og is i store lufthavne rundt om i Europa.

 

Frem til onsdag morgen gennemføres kun en tredjedel af flyvningerne til og fra London Heathrow. Lufthavnen advarer om fortsatte forsinkelser under den travle juletrafik – og anbefaler passagerer at blive væk, med mindre de har et bekræftet fly. Heathrow var helt lukket i dele af weekenden pga. det kraftige snevejr, der også har ramt mange andre lufthavne i Europa. Både Frankfurt og Paris de Gaulle har meget uregelmæssig trafik.

 

Det kunne i sagens natur ikke undgå at ramme afgange fra København. British Airways, Easyjet, Norwegian og SAS fik kun gennemført få af mandagens flyvninger til København fra London-lufthavnene Gatwick, Heathrow, London City Airport og Stansted.

 

London-lufthavnene er største destination fra København. Alene sidste måned var der 134.000 passagerer mellem Københavns Lufthavn og Gatwick, Heathrow, London City Airport og Stansted.

 

Heathrow var sidste år Europas travleste lufthavn med 66 mio. passagerer; fulgt af Paris de Gaulle med 58 mio. og Frankfurt med 51 mio. Københavns Lufthavn var sidste år Europas 16. største med 19,7 mio. passagerer.

 

Skrevet af redaktionen