Når han den 19. februar fylder 60 år, har Bo Pedersen fortsat fuld fart i en spændende karriere som journalist og kommunikatør.
Efter uddannelse på Danmarks Journalisthøjskole i 1984 tog karrieren fart i Danmarks Radio. Først som reporter på Radioavisen og som en af bagmændene bag lørdagsprogrammet ’Job, Erhverv, Penge’ på P1. Fra 1988 på TV-Avisen, hvor han frem til 1997 dækkede politik, erhvervsstof, EU og i en periode var Nordisk Korrespondent ved udlandsredaktionen. Han var også DRs vært ved Folketingsvalget i 1994, hvor Jakob Haugaard blev valgt.
For knap 20 år siden skiftede han spor og blev vicepresident med ansvar for DONGs kommunikationsaktiviteter. I 2004 skiftede han til jobbet som direktør og kommunikationsrådgiver i RelationsPeople og siden 2008 har han været direktør for kommunikation og public affairs i Naviair.
Senest har han profileret Naviair som partner og medejer af det amerikanske firma Aireon, der er ved at etablere verdens første globalt dækkende, satellitbaserede overvågningssystem for fly.

STANDBY.DK Nyt om rejser


