Nu sælger vi flere rejser i Jylland end i København

”I øjeblikket er ca. 60 % af vores salg til jyder og fynboer – normalt står københavnerne og sjællænderne for den procentsats. Det er i denne tid nemmere at sælge rejser i Jylland end i København. Navnlig Billund Lufthavn trækker, jyderne er meget tro mod Billund, som jo har direkte ruter ud i Europa og til store transferlufthavne med KLM og Lufthansa. En anden lufthavn, jyderne også flyver en del fra, er Hamborg. Jyderne er lidt længere end før om at beslutte sig, så bookingerne kommer tættere på afrejsen. Men rejse, det vil de.”



Det siger direktør for landets største rejsebureaukæde, DSB Rejsebureau, Søren Andersen, til Take Off.



DSB har 18 rejsebureauer i Danmark – hertil kommer en turoperatørvirksomhed, et bureau for salg af krydstogter plus DSB’s netrejsebureau.



DSB Rejsebureau har ca. 100 ansatte, en årsomsætning på ca. 400 mio. kr. og forventer i år at sælge 175.000 rejser, over halvdelen af salget er ferierejser med tog.



Bureauchef Søren Andersen siger, at DSB Rejsebureau på eget initiativ prøver at øge salget med SAS.



”Jeg kan ikke forlige mig med tanken, at vi kan risikere ikke at have et nationalt flyselskab. Vi får ingen ekstra markedsføringspenge fra SAS, men vi har gjort meget for at booke flere med SAS. SAS har altid været meget store hos os, men efter at vi de seneste måneder har forøget indsatsen, rejser nu over halvdelen af vores flygæster med SAS. SAS har mange ruter, og kunderne betaler gerne lidt mere for at flyve direkte.”



”Generelt ser vi lys forude med øget salg af flybilletter, vi er dog stadig 10 % efter samme tid i fjor på den konto – men det er blevet bedre, for i årets fire første måneder havde vi solgt 16 % færre flybilletter end samme tid sidste år,” siger Søren Andersen og tilføjer:



”Omvendt er salget af citybreaks med tog på niveau med i fjor. Togrejser har fået en renæssance, det er de billigere rejser, der sælger, f.eks. togture med hotel til Amsterdam, Berlin, Hamborg, München, Paris osv.”





HB

Skrevet af