65-Ferie skifter navn

vitusREJSEBUREAUER: 1. august skifter 65-Ferie navn til Vitus Rejser. Siden 1973 har 65-Ferie arrangeret grupperejser. I begyndelsen primært til pensionister – deraf navnet – men meget er sket de seneste 40 år.

Adm. direktør Heidi Maak: ”Med navneskiftet kommer vi en sejlivet myte til livs; alt for mange har desværre troet, man skulle være fyldt 65 år for at få lov at rejse med 65-Ferie. Det er selvfølgelig ikke tilfældet. Vi arrangerer rejser for alle voksne, der gerne vi have en god oplevelse i godt selskab, uanset alder. Vi har ladet os inspirere af Vitus Bering – en vaskeægte dansk opdagelsesrejsende, der, ligesom vores gæster, var eventyrer hele livet”.

Vitus Rejsers nye vinterkatalog kommer 1. august og indeholder en bred vifte af grupperejser i hele verden. Målgruppen er aktive og sociale voksne, der har lyst til at lære nye steder og mennesker at kende.

Ejerforholdet er uændret en fondsejet virksomhed, hvor et eventuelt overskud benyttes i Albert Olsens Rejsefond. Her ydes der tilskud til specielle rejser for fysisk og psykisk handicappede samt mindrebemidlede pensionister.