Forårspakken sender 100.000 på udlandsferie

Regeringens “Forårspakke” betyder, at ca. 100.000 danskere vil holde ferie i udlandet i år, hvilket de ellers ikke havde planlagt. Det viser i hvert fald en Gallup-undersøgelse på vegne af charterbrancheorganisationen RID (Rejsearrangørerne i Danmark).



”Økonomiske konjunkturer afspejles i rejsesalget. Da regeringen i 2003 indførte skattestoppet, havde indgrebet en gunstig virkning på branchens vintersalg, der blev det bedste i mange år. Senest fik branchen glæde af pauselånet, der er en af de væsentligste årsager til, at branchens sommersalg i øjeblikket er 10–20% bedre end samme tid sidste år,” siger Birthe Madsen, formand for RID.



STAR TOUR FIK MILLIONOVERSKUD




Birthe Madsen, der også er adm. direktør for Star Tour Danmark, kan i øvrigt glæde sig over, at Star Tour fik over 15 mio. DKK i overskud før skat i 2003. Det er en resultatforbedring på knap 30 mio. DKK i forhold til 2002, hvor resultatet blev et underskud på over 14 mio. kroner.



”Trods et fald i omsætningen på 7,7%, svarende til en fald i antal kunder på 10%, lykkes det at forbedre bundlinien med knap 30 millioner kroner i forhold til 2002. Star Tour Danmark var eneste datterselskab i TUI Nordic med overskud i 2003,” siger Birthe Madsen.



Birthe Madsen forventer at efterspørgslen efter ferierejser med fly i år vil stige ca. 10 procent og chartermarkedet dermed når over en million rejsende.

Skrevet af