Ny indenrigsrute rykker tættere på

Siden starten af året har Wings of Europe arbejdet med erhvervslivet på Bornholm om at skabe forudsætninger for en ny flyrute mellem Rønne og København.



Ruten skal give konkurrence til Cimber Sterling, der efter Danish Air Transport i august sidste år trak sig fra ruten, er alene på strækningen.



Konceptet hos Wings of Europe er i samarbejde med det regionale erhvervsliv at lave lavprisruter. Det kræver bl.a. lokalt engagement med lokale medejere og garanti for salg et vist antal flybilletter.



På et pressemøde mandag middag i Bornholms Lufthavn vil Wings offentliggøre sine planer for den påtænkte rute mellem Bornholm og København.



Wings of Europe er udsprunget af ”Sverigeflyg,” hvor selskabet sammen med det lokale erhvervsliv i syv svenske byer har oprettet lavprisselskaber siden 2001 med ruter til større destinationer.



I en kommentar siger Bornholms Lufthavnschef, Peter Hviid:

”Åbner Wings of Europe selskabet Wings of Bornholm, vil det opfylde et længe næret ønske om, ikke blot igen at få konkurrence på ruten til København, højere frekvens og dermed større fleksibilitet og dynamik, men også muligheden for hurtigere og nemmere, med grundlag i lokale ønsker, at lave flyvninger eller ruter til f.eks. Sverige, Polen, Tyskland eller øvrige dele af Danmark.”



”Bornholms Lufthavn er sikker på, at dette vil kunne blive et kærkomment supplement, til Cimber Sterlings gode forbindelse til København,” siger Peter Hviid.



Cimber Sterling indsætter fra sidst i maj til sidst i august en Boeing 737 på nogle afgange fra Bornholm til København.

Skrevet af