Samlet rejste Airbus hjem fra den 45. udgave af flyshowet ved Farnborough med 182 bestillinger på nye fly for 21,5 milliarder dollars fra 12 kunder.
Bl.a. meldte Singapore Airlines sig atter som søsætningskunde af en kommende flytype, Airbus 350 XWB (“extra wide body”), som Airbus præsenterede på showet. Star Alliance-medlemmet vil i første omgang købe 20 eksemplarer af XWB’eren – samt yderligere ni Airbus A380-800 (Airbus’ forsinkede superjumbo) – samlet pris: 7,5 milliarder dollars.
Singapore Airlines bestilte i sidste måned 20 Boeing 787 til levering i 2011 – 2013.
XWB’eren er tredje version af A350-mellemdistancemodellen, der skal konkurrere med Boeings 787.
Den nye XWB-version får –nummeret 1.000, de to første versioner af 350’eren bliver hhv. –800 og -900.
A350’ere, der leveres fra 2012, har plads til 314 passagerer på tre klasser og kan flyve over 15.000 km.
På Farnborough viste Libyen sig for første gang i 30 år på det globale marked for flykøb. Den olierige arabiske stat, der atter er inde i varmen hos verdenssamfundet, vil købe Airbus-fly for 1,7 milliarder dollars.
Flyene – tre Airbus 319, seks Airbus 320 og tre Airbus 330 til langruterne – skal flyve hos Afriqiyah Airways.
AirAsia, der har lavprisselskaber i Malaysia, Thailand og Indonesien, bestilte 40 fly fra Airbus 320-serien. I alt har AirAsia ordre på 100 Airbusser.
Vietnam Airlines skal have ti af Boeings kommende B787 til sine langruter, bl.a. til USA, hvor der bor 1,5 millioner af vietnamesisk afstamning.
Det indiske lavprisselskab GoAir bestilte ti Airbus 320 til en samlet pris på 670 mio. dollars.
Også Qatar Airways havde tegnebogen fremme og afgav ordre for næsten fem milliarder dollars til 20 Boeing 777.
Naboerne hos Emirates i Dubai vil bruge 2,8 milliarder dollars på ti eksemplarer af den kommende større version af Boeing 747.
Boeing 747-8 får op til 30 sæder mere end den nuværende største, 747-400. Med de ekstra sæder har 747-8 plads til 500 passagerer – Airbus’ kommende megabamse, 380, har plads til 550 passagerer.
Indonesiske Lion Air skal have yderligere 30 Boeing 737-900, og har dermed en ordre på 60. Flyene leveres fra næste år og frem til 2012.
Og delvist russisk-ejede Blue Wings fra Düsseldorf skal have 20 eksemplarer af Airbus A320.
Tagget med: AirAsia Emirates Lion Air Qatar Airways Singapore Airlines Star Alliance Vietnam Airlines