Der kommer ingen Q 400 fly i luften for SAS igen, før alle sikkerhedsregler er truffet, og en hel del af flyets dele udskiftet. Det er en lang og en besværlig liste, SAS-teknikerne skal igennem (offentliggjort her på siden i fredags). Og manglen på reservedele kan blive værste forhindring for normal trafik igen.
I dag gennemføres 75 procent af alle SAS-afgange fra København. En del af dem ved hjælp fra andre flyselskaber. Dog er 58 afgange aflyst.
Hvad gik egentlig galt med flyet fra Augsburg Airways (ejet af Lufthansa) på vej fra München til Firenze ? Det vides ikke endnu. Der var noget unormalt med landingsstellets næsehjul, eller måske bare med signalerne til cockpittet. Det har SAS også haft problemer med. Flyet returnerede til München, og landingen forløb glat.
I dag ventes de tyske luftfartsmyndigheder at komme med en redegørelse, og oplyse, hvorfor der ikke blev udstedet forbud.

STANDBY.DK Nyt om rejser

