Jysk og Kilroy bliver et af landets største rejsebureauer

”Selv om Jysk Rejsebureau sidste år havde underskud på fire mio. kr., er det og Kilroy sunde virksomheder,” vurderer rejsebrancheanalytiker Ole Egholm til nyheden om, at Jysk Rejsebureau og Kilroy Denmark fra årsskiftet slås sammen. Men de to rejsebureauers varemærker forbliver på markedet.



Ole Ærthøj (foto), adm. direktør for Jysk Rejsebureau, bliver ny adm. direktør for det nye selskab Horizon, der under sig har Jysk Rejsebureau og Kilroy Denmark.

Til gengæld bliver underdirektør Niels Amstrup i Jysk Rejsebureau daglig leder af bureauet, mens Pernille Kinnunen fortsætter i samme stilling hos Kilroy Denmark.



Kilroys koncernchef, Claus Hejlesen bliver bestyrelsesformand i Horizon, hvis to øvrige bestyrelsesmedlemmer bliver Jysk Rejsebureaus nuværende ejere, Birgitte og Mogens Jacobsen. Ejerne af Horizon er udover dem og Kilroy også Ole Ærthøj, tidligere kommerciel direktør i netop Kilroy-koncernen.



”Både Jysk Rejsebureau og Kilroy Denmark omsætter for ca. 185 mio. kr. om året. Sammenlægningen indeholder gode muligheder, selv om det ikke er nemt at fusionere to konkurrenter. Men samlet får vi større indkøbskraft. Vi fjerner ingen aktiviteter som følge af sammenlægninger, alt i vores gruppe forbliver intakt,” sagde Ole Ærthøj onsdag til Take Off.



”Det startede med at Birgitte og Mogens Jacobsen drak kaffe i maj med Kilroy og diskuterede rejsebranchens udfordringer – og efter sommerferien kom der gang i forhandlingerne,” siger Ole Ærthøj og tilføjer, at han sagtens kan forestille sig, at den nye konstellation kunne være interessant for andre rejsebureauer.



Med en samlet årlig omsætning på over 350 mio. kr. vil de to bureauer udbygge deres position som Danmarks største for rejser til oversøiske destinationer.



Forud for fusionen udskilles Jysk Rejsebureaus aktiviteter i udlandet i et selvstændigt selskab. Disse aktiviteter vil fortsat være ejet af Mogens og Birgitte Jacobsen, indtil nu eneejere af Jysk Rejsebureau.



I tillæg til det fusionerede selskab, ejer Kilroy-koncernen også Kilroy group travel/Team Benns samt rejsebureauer i de nordiske lande og i Holland.

Kilroy group travel omfattes ikke af fusionen.



HB

Skrevet af