Dansk SAS-hotel får direktør

Som led i sin nye strategi om at alle sine hoteller skal have egen direktør, har Radisson SAS udnævnt restaurationsansvarlig for kædens tre københavnske hoteller, William Palle, til hoteldirektør for Radisson SAS Falconer i København.



William Palle, der er uddannet køkkenchef, har siden 1992 haft en række stillinger inden for restaurantområdet hos Radisson SAS Hotels & Resorts – siden 1999 som restaurationsansvarlig.



Radisson SAS Falconer har 166 værelser og faciliteter til arrangementer, møder og koncerter med op til 3.000 gæster. Hotellet på Frederiksberg, der bl.a. er kendt som møde- og konferencehotel, indgår i Radisson SAS’ samarbejde med MPI (Meeting Professionals International) om møder og konferencer.



I sidste måned fik Radisson SAS ny direktør for sine 10 hoteller i Danmark, da Roy Kappenberger afløste Mogens Stendrup, der havde valgt at stoppe for at åbne egne virksomhed indenfor turisme- og hotelbranchen.



Radisson SAS’ Globetrotter-hotel ved Københavns Lufthavn blev i december omdøbt til Danmarks første Park Inn, et af varemærkerne i Rezidor SAS-gruppen.

Skrevet af