Rejsebureauerne sikrer Gouda fortsat storvækst

”Brød køber man hos bageren, rejseforsikringen hos rejsebureauet. Vi satser benhårdt på rejsebureauerne, som sælger op mod 75% af vores standardforsikringer og som vi giver en god provision,” siger adm. direktør for Gouda Rejseforsikring i Danmark, Ole Ærthøj, til Take Off.




Danmarks næststørste rejseforsikringsselskab – efter Europæiske Rejseforsikring – havde 250.00 kunder med afbestillingsforsikring i fjor. ”Vi har dermed mindst 20% af markedet, men det er svært at få samlet overblik, da også indboforsikringsselskaberne er aktive aktører,” siger Ole Ærthøj.



Inden Gouda i 1994 kom til Danmark var der kun to udbydere, Europæiske og Kompas, sidstnævnte blev siden opslugt af Tryg. Der er knap et dusin udbydere af rejseforsikringsselskaber på det danske marked, men kun Europæiske og Gouda sælges via rejsebureauerne.




Gouda er på hylden hos 250 danske rejsebureauer, Jysk rejsebureau er største kunde, mens Wasteels Rejser har agentnummer 1 eftersom det var søsætningskunden.



Gouda Rejseforsikring har netop præsenteret sit 2002-regnskab med en vækst på 49% i forhold til år 2001. Det er tredje år i træk, at Gouda fremviser en tocifret vækstrate. Gouda har på tre år fordoblet sin bruttoomsætning fra 41 mio. i 1999 til over 96 millioner DKK i fjor.



En væsentlig forklaring er, ifølge Gouda, at selskabet i Danmark udelukkende koncentrerer sig om rejseforsikringer. ”Vi ved, hvad vi er gode til, men kender også vores begrænsninger,” siger Ole Ærthøj og tilføjer: ”Intet tyder på, at vores vækstkurve knækker, så jeg forventer også i 2003 en tocifret vækstrate.”



Gouda Rejseforsikring er en del af den hollandske forsikringskoncern Goudse Schadeverzekeringen, der sælger rejseforsikringer i over 40 lande.

Skrevet af