Flyttedage i rejsebranchen

Atlantic Link er rykket til nye kontorer på Vesterbrogade 26 i København; GSA-bureauet repræsenterer bl.a. en række hotelkæder og nordamerikanske destinationer.



Danmarks Rejsebureau Forening begynder også snart at pakke flyttekasserne. Næste måned rykker DRF fra Frederiksberg til også Vesterbrogade, hvor man fra maj skal logere i nr. 12.



Og længere nordpå, rykker Helsinge Rejsebureau i juni til nye lokaler på hovedgaden i Gilleleje på nordkysten. Bureauet skal dog stadig hedde Helsinge Rejsebureau…



Bureauets adm. direktør, Lise-Lotte Edelskov, har købt et hus til sit bureau, som Profil Rejser er medejer af.



”Efter posthuset lukkede, er der stendødt på vores gade i Helsinge. De fleste kunder har vi alligevel i telefonen eller via mails,” siger Lise-Lotte Edelskov til Take Off.



Bureauet har syv medarbejdere og forventer i år at omsætte for 25 mio. kr. ”De første tre måneder af i år har vi holdt vores budget,” siger Lise-Lotte Edelskov.



HB

Skrevet af