SARS koster otte arbejdspladser hos Albatros

Albatros Travel – Danmarks største arrangør af rejser til Kina – er hårdt ramt af SARS-epidemien. ”Kina er 20% af vores omsætning. Vi har netop måttet afskedige otte medarbejdere. SARS-frygten er langt alvorligere for os end krisen efter 11. september,” siger direktør Søren Rasmussen.



Albatros Travel er sammen med Dansk Atletik Forbund og B.T. danske arrangører af The Great Wall Marathon på den kinesiske mur, og 24. maj skulle det verdensberømte marathon være løbet for femte gang med deltagelse af 700-800 løbere, deraf 150 danskere.




Frygten for SARS har tvunget arrangørerne til at udsætte løbet til 1. november. De tilmeldte er frit stillet til at aflyse – ellers bliver alle løbsrejser afviklet som planlagt uden prisstigninger, selv om udrejsen nu finder sted i den absolutte højsæson, oktober.



SAS SKÆRER NED PÅ BEIJING OG BANGKOK




SAS taber op mod en million kr. om dagen på at flyve med næsten tomme fly til Beijing. På mange afgange har der været færre end 50 passagerer på de store Airbus 340 fly med 256 sæder. Normalt er flyene fyldte på denne tid, men afbestillingerne er væltet ind de seneste uger, og der er kun få nye reservationer.




”Med den manglende efterspørgsel kan vi ikke opretholde fuldt trafikprogram, og derfor flyver vi fra 6. maj kun hver anden dag til Beijing, normalt har vi en daglig afgang,” siger informationschef Troels Rasmussen, SAS Danmark. SAS skærer også ned på Thailand. Fra 1. juni fjernes to ugentlige afgange til Bangkok, der også har færre passagerer.

Skrevet af