Kommentaren

Vi kan ved selvsyn se, at klodens klima er under hastig forandring. Skypumper har plaget Caribien og det mellemste Amerika hele sommeren, hjemlige kældre har stået under vand af flere omgange på grund af regnskyl og i Polarområdet smelter isen til skade for bl.a. dyreliv, men til gavn for turisterhvervet, der kan tilbyde unikke naturoplevelser, fordi det simpelthen er muligt at sejle længere mod nord.



Den globale opvarmning er en udfordring, alle må leve med. Derfor er det uhyre klogt, at regeringen nu fremlægger strategi for, hvordan kystsikring, skovbrug, byggeri, fiskerierhvervet, landbrugsafgrøder, spildevandssystemer og en lang række andre ting kan klare mere vand og mere varme.



Ifølge regeringens strategiske planer bliver kraftige regnskyl, oversvømmelser, storme og hedebølger mere og mere almindelige fremover på grund af klimaforandringerne – også i Danmark.



Svaret er ifølge miljøministeren bedre varslingssystemer, kloakrenovering, flere og bedre diger, huse med effektiv solafskærmning og en lang række andre gradvise tilpasninger til et ændret klima.



Se så langt så godt.



Men helt i pagt med traditionen er hverken rejsebranche eller turisterhverv nævnt med et ord. Det er f.eks. landbrug, fiskeri, skovbrug og byggeri. Åbenlyst er det brancher, der skal udvise stor forandringsvilje for at tilpasse sig det turbulente klima.



Men det skal rejsebranchen og turisterhvervet også. Det gælder alt fra den tyske familie, der tilbringer ferien ved Vesterhavet eller som cykelturister på Bornholm til det rejsebureau, der tjener til brødet ved at sende krydstogtsturister ud på verdenshavene. Og selvfølgelig alt der i mellem.



Som sagt kun ros til miljøministeren for at sætte det strategiske arbejde i gang. At der i udkastet ikke er nævnt to store erhverv med en samlet omsætning på den anden side af 100 mia. kroner, hvoraf turisterhvervet alene tegner sig for 65 milliarder. En del af dem i de udkantsområder som det er regeringens erklærede mål at styrke.



Vilkårene for at sælge rejser og ferieoplevelser og betjene gæster og kunder ændres i samme tempo som det stadigt mere forudsigelige vejr. Det er næppe noget, der giver søvnløse nætter på Christiansborg. Det bør dog ikke afholde brancherne fra at tage denne diskussion alvorlig og også presse Folketinget og regeringen til i den kommende strategi at fokusere på, hvordan hele oplevelsesindustrien påvirkes.



Erfaringsmæssigt kræver det en ekstraordinær indsats.



Den må bl.a. DRF og Horesta kunne yde i fællesskab og selvfølgelig med opbakning fra bl.a. VisitDenmark og hovedorganisationerne.






Skrevet af