IC4 klar til godkendelse

Trafikstyrelsen, der skal godkende IC4-toget, arbejder på højtryk for at få de sidste detaljer på plads, og i bedste fald kan DSB få den længe ventede tilladelse allerede i denne uge

”Det er betinget af, at vi får de svar fra DSB og Ansaldobreda, som vi forventer”,« siger konstitueret sikkerhedschef i Trafikstyrelsen, Leif Funch, der hæfter sig ved, at DSB og den italienske leverandør hidtil har været hurtige til at svare på tvivlsspørgsmål, og at parterne er inde i en god dialog.

Da den oprindelige aftale blev indgået i december 2000, var forventningen, at det første tog skulle leveres i december 2002. Siden er tidsplanen skredet igen og igen, og DSB er flere gange kommet med forudsigelser af, hvornår den endelige godkendelse ville foreligge. Sidste år fastholdt DSB langt ind i sommeren, at det første tog ville være godkendt inden sommerferien – siden blev det til efterårsferien, og da det heller ikke viste sig at holde stik, valgte DSB at tie stille.

Selv om der nu er udsigt til, at det første IC4-tog får lov at køre med passagerer mellem Århus og Aalborg, er der stadig tale om en testfase, og den endelige typegodkendelse kan have lange udsigter endnu. For eksempel skal toget godkendes til tunnelkørsel og kørsel med flere togsæt. Når det første tog er godkendt, vil der gå yderligere nogle dage med driftssimuleringer, inden de første passagerer får lov at gå ombord i de efterhånden halvgamle nye tog, oplyser DSB.

Skrevet af