Rejsebureauer skal betale klik-afgift til Amadeus

Nordens største reservationssystem, Amadeus, der i Danmark står for op mod 70% af reservationerne i rejsebureauerne, vil fortsat distribuere hele SAS’ billetudbud, herunder de syv billigste bookingklasser.



Disse lave bookingklasser ville SAS ellers fra oktober, ifølge Take Offs oplysninger fra rejsebranchen, have holdt på sin hjemmeside, så rejsebureauerne kun kunne få de dyreste bookingklasser.

Men en særaftale mellem Amadeus og SAS resulterede i, at Amadeus kunne tilbyde sine kunder blandt rejsebureauerne ”Amadeus Scandinavian Low Fare Module.”



Det indebærer, at Amadeus efter 1. oktober som foreløbigt eneste reservationssystem har alle SAS’ lavpriser.



Det kan gøre det dyrere for rejsebureauer med de tre andre reservationssystemer – Galileo, Sabre og Worldspan – når der bookes lavpris med SAS, som netop har ændret sin prisstruktur og fjernet stort set alle restriktioner og er begyndt at sælge enkeltbilletter.



KONKURRENCEN FRA LAVPRIS

Men prisen for at Amadeus kunne beholde de vigtige lavpriser var, igen ifølge Take Offs oplysninger fra rejsebranchen, indrømmelser til SAS, som ikke skal betale samme afgift til reservationssystemet når der bookes på SAS’ syv lavprisklasser.



Og det er Amadeus’ reducerede indtægter fra SAS’ lavpriser, interesserede rejsebureauer skal være med til at finansiere.



SAS har brug for lavere distributionsomkostninger, navnlig på ruter med konkurrence fra lavprisselskaberne, som typisk ikke er i reservationssystemerne.



Aftalen med SAS giver mindre indtægter til Amadeus – som først meddelte ”sine” rejsebureauer, at hvis de efter 1. oktober vil have SAS’ laveste prisklasser, ville det koste bureauerne en klik-afgift på 2,5 euro per strækning for hver SAS-lavprisbillet de bestilte.



Men protester fra rejsebureauerne over Amadeus’ klik afgift, click fee i daglig tale, fik torsdag eftermiddag Amadeus til at udsende ny information.



Amadeus garanterer fortsat at have SAS’ lavpriser efter 1. oktober, men først fra årsskiftet skal der betales click fee.

I første kvartal af 2006 på 0,25 euro pr. strækning på lavprisbilletter hos SAS, så 0,50 euro i andet kvartal, stigende til de 2,5 euro i 2007.



ENDNU UAFKLARET MED DE ANDRE CRS’ERE

Flyselskaber i reservationssystemerne betaler click fee til reservationsselskaberne, de såkaldte CRS’er (andre kalder dem GDS’er), på 3 til 4,5 dollars, når rejsebureauerne bookede via dem.



SAS forhandler med de øvrige CRS’er, Galileo, Sabre og Worldspan, om samme aftale inden oktober. Men endnu er der ikke oplyst om nogle aftaler.



I et brev til rejsebureauerne skrev Amadeus’ forleden, at hvis rejsebureauerne ikke tilmelder sig Amadeus Scandinavian Low Fare Module vil de slet ikke have adgang til SAS’ laveste priser via Amadeus.



DET HOLDER IKKE

Om den information siger direktør i Danmarks Rejsebureau Forening, juristen Lars Thykier, til Take Off:



”Vi vil omgående kontakte Amadeus. Amadeus har et juridisk problem. Når man er konkurrencedominerende, som Amadeus er i Danmark med 60-70% af markedet, kan man ikke holde nogle kunder ude og ikke give dem adgang til de, i dette tilfælde, SAS-billetter, de gerne vil sælge. Cirka 40% af de flybilletter, der bookes ud af Danmark, er med SAS.”



Lars Thykier siger, at hvis de andre CRS-systemer også er på vej med lignende aftaler med SAS, men vil tilbyde SAS’ lavpriser uden betaling, er Amadeus’ tilbud ”ubrugeligt.”



VI KAN IKKE BETALE HELE GILDET SELV

Hos Amadeus siger direktør for dets skandinaviske kommunikation, Sebastian Egedius, til Take Off:



”Vi har selvfølgelig kigget på det juridiske inden vi gik ud med dette. Det har kostet os mange penge at sikre dette flyudbud, som ellers ville være fjernet fra GDS’erne 1. oktober. Amadeus tager dermed et økonomisk smæld som vi ikke kan klare alene, hvis vi fortsat skal opretholde samme bredde og serviceniveau. Derfor denne model med omkostningsfordeling på de klasser, vi ellers ikke ville kunne tilbyde rejsebureauerne.”



”Vi har haft reaktioner fra vores kunder, navnlig om tidspunktet, derfor ”opblødningen” fra vor side. Og vi fortsætter den tætte dialog med rejsebureauerne,” siger Sebastian Egedius.



FARVEL TIL TOPCHEF I AMADEUS

På alle måder uafhængigt af klik-sagen stopper salgschef for Amadeus i Danmark, Bo Larsen, i dag, fredag. Han vil i stedet oprette eget konsulentfirma med bl.a. rådgivning og analyse-arbejder.

Han afløses af sin ”kronprinsesse”, Åsa Hägglund.



HB

Skrevet af