Erstatningskrav til Scandlines efter kontroversielt færgekøb

Topstriden i Scandlines er stadig uløst, og et erstatningskrav kan nu forværre stemningen i rederiets ledelse. Den tyske finansdirektør, Uwe Bakosch, ville i efteråret købe to nye færger uden bestyrelsens og adm. direktør, Peter Grønlunds vidende og accept. Trafikministeriet og den danske del af bestyrelsen fik sat en kæp i hjulet for handelen i december, men ifølge flere kilder er et erstatningskrav nu på vej fra Estonian Shipping Company, ESCO, der ville sælge de to færger. Handelen skulle angiveligt have været så fremskreden, at der forelå en underskrevet aftale mellem Scandlines og sælger. ESCO vil ikke kommentere konflikten eller erstatningskravet.
Trafikminister Flemming Hansen meddelte i december, at der ville blive foretaget en advokatundersøgelse af den måde, hvorpå Uwe Bakosch har handlet bag om ryggen på bestyrelsen og Peter Grønlund. Resultatet af denne undersøgelse skulle foreligge senere i denne måned.
(Børsen, 6/1)

Skrevet af