Fredagskommentaren: Ryanair bliver i Esbjerg

Af Ejvind Olesen



Jeg er lidt ambivalent med hensyn til Ryanair og kravene til en lufthavn for at frekventere den som kunde. På den ene side synes jeg, at der skal være lige vilkår for alle. På den anden side set kan jeg godt lide konkurrence under enhver form. I bedste OL-stil håber jeg så på, at den bedste vinder.



Chefen i Esbjerg Lufthavn, Peter Bay, mener ikke jeg bør være i tvivl om at, hvad der foregår i Esbjerg Lufthavn med Ryanair som suverænt bedste kunde, er en fair deal. ”Vi følger regler, der er afstukket fra den internationale ICAO organisation. Den kører på, at aftalen skal være gennemsigtig og må ikke diskriminere andre. Vi søger at finde frem til et koncept med Statens Luftfartsvæsen , som kan gælde for hele Danmark.



For os er det vigtigt, hvad der står på bundlinien. At det er en aftale, vi tjener penge på. En aftale, der sættes i forhold til de udgifter, der er i vores lufthavn. Såvel de kollektive som brandvæsen, politi, restaurant og lignende. Al snak om skattekroner, kan man godt stoppe. Vi har overskud på aftalen med Ryanair.



Generelt kan jeg sige, at det er min fornemmelse, at de store betaler for meget og de små for lidt, hvis man begynder at regne ud, hvad det koster at betjene et luftfartøj i en lufthavn.”



Det synspunkt er relevant i debatten. Da jeg i foråret interviewede direktør William Bluhme i Aalborg Lufthavn, var han ikke det mindste i tvivl. ”De krav som Ryanair stillede, kunne jeg slet ikke gå med til. Det ville være en hån mod mine andre kunder,” fastslog han. Den samme indstilling havde lufthavnschef Jørgen Krab Jørgensen fra Billund under en debat i Herning. ” Den dag Ryanair kommer på samme betingelse, som de andre, skal de være velkommen i Billund, ikke før.”



Dybest set har det lidt at gøre med om en stor kunder skal have særlige fordele, ikke på passagerafgift, men på selve handlingen. Det kræver, at en lufthavn bearbejder tallene og finder en fordelingsnøgle.



Det har man gjort i Esbjerg. ”Da vi første gang forhandlede med Ryanair byggede vi aftalen op på, at selskabet ville komme med 70.000 passagerer, altså 35.000 afrejsende. Første år nåede man 94.000, og med den nuværende kapacitet med lidt mindre Boeing 737-fly er tallet 85.000. Det giver os nettop en lille million kroner i overskud. Hertil kommer hvad trafikken har betyder for Esbjerg og omegn, ikke mindst for hoteller og ferieturismen. Esbjerg Lufthavn havde i fjor et underskud på 3,6 mio. kr. De ville have været en lille million større, hvis vi ikke, vi havde haft Ryanair.



Vi havde en tæt dialog med Statens Luftfartsvæsen, vi var tæt på et kompromis, men kort efter fik vi en kold skulder. Det har vi klaget over, foreløbig til SLV, og vort mål er igen at komme i forhandling. Lavprisselskaberne er kommet for at blive. Det samme er Ryanair i Esbjerg,” slutter Peter Bay.



Der er nu nedsat en arbejdsgruppe, som skal komme med en konklusion om forholdene både i Esbjerg og i Aarhus og forslag til retningslinier i fremtiden. Monopoldagene indtil 1996 med dansk indenrigsflyvning og samme afgifter er forbi.



Hvis jeg var lufthavnschef i København ville jeg passe meget på ikke at træde SAS for meget over tæerne, når de har 60-65 procent af min trafik. Jeg ville heller ikke gøre det i Billund, hvor Maersk Air vel udgør 70 procent af trafikken.



Hvad jeg ville gøre i Esbjerg, er jeg mere tvivlende overfor. Jeg tror jeg ville gøre det samme som nu. Hvad mener du? Skal Ryanair have lov til at flyve til Esbjerg på særlig aftale. Se Take Off’s Quick Poll og svar ja/nej…

Skrevet af