DRF klar med ønsker til den nye transportminister



“DRF byder Carina Christensen velkommen i det nye og fokuserede transportministerium. Vi har arbejdet med Carina Christensen siden hun blev familieminister, og har haft en positiv dialog hele vejen.

Carina Christensen har bl.a. været behjælpelig med at få afsluttet den ørkesløse diskussion om en statslig hjemtransportordning i Rejsegarantifondsregi, og hendes beslutning om at opgive den tanke, var vi meget tilfredse med,” lyder det fra Lars Thykier som fortsætter:



“Vi indledte desuden denne sommer en diskussion med Carina Christensen om, hvordan vi kunne inddrage flyselskaberne mere i klagebehandlingen over flyrejser.

Dengang lovede hun, at hun ville tage kontakt til transportministeren for at få ham til at presse flyselskaberne til at indgå i et samarbejde.

Det behøver hun så ikke længere bede andre om, men kan gøre det selv.

Så vi ser frem til en hurtig løsning på spørgsmålet om flyselskabernes etablering og finansiering af et flyrejseankenævn.”



Lars Thykiers 5 største ønsker til den nye transportminister er i øvrigt følgende:



– Medvirke til etablering af et flyrejseankenævn.



– Påvirke revisionen af EU’s luftfartspakke så den også indeholder et krav til flyselskaberne om etablering af en konkursforsikringsordning.



– Gennemførelse af 2. udbudsrunde af Bornholmstrafikken under hensyntagen til rejsebureauernes rolle som billetformidlere af billetter til Bornholmsrejsende.



– Hurtig gennemførelse af de vigtigste af Infrastrukturkommissionens forslag når de fremlægges.



– Øget fokus på SLV’s arbejde med at forbedre denied boarding-sagshåndteringen samt intensivering af tilsynet med danske flyselskaber.



HB

Skrevet af