Togpassagerer må vente i varmen

Vejrudsigten lover op til 30 grader i dag over hele landet, og det får togskinnerne til at udvide sig, så Banedanmark må nedsætte hastigheden fra 120 km/t til 80 km/t på visse strækninger, og på alle S-togslinjer vil der være tre til fire minutters forsinkelse mellem klokken 12 og 19.

”Hvis man regner med, at man skal nå en bus eller en lokalbane, kan det lige nøjagtigt glippe på grund af forsinkelserne. Så tag S-toget ti minutter før for at være sikker på at komme frem til tiden,” siger Martin Sun Larsen fra DSB, der understreger, at forsinkelserne kan være større i Jylland. ”I Jylland skal man ikke regne med at kunne nå forbindelse med lokalbaner og busser, som man måske skulle have været med. Så vores anbefaling er, at man tager tidligere hjemmefra og holder sig løbende orienteret,” siger han.

(Berlingske Tidende, d. 16. juli, 2007)

Skrevet af