DSB mistænkt for ulovlig aftale

DSB tjener rigtig gode penge på de udenlandske togbilletter, der bliver solgt. Faktisk er prisniveauet 30-40 pct. højere end de priser, Deutsche Bahn kan tilbyde på de samme ture, men ifølge Deutsche Bahn har man en aftale med DSB om ikke at markedsføre sig med de lave priser. Niels Lund fra DB i Danmark bekræfter aftalen og siger, at ”nogle gange skal man tage lidt hensyn til det marked, man er på. Det gør vi så ved, at vi ikke har nogen egen markedsføring i Danmark.”
Der er derfor reelt ikke nogen konkurrence mellem de to, og det kan bringe både DSB og DB i søgelyset for Konkurrencestyrelsen. I Konkurrencestyrelsen anser man sagen for interessant og vil undersøge om det har noget på sig, at DSB forbyder aktivt salg fra konkurrenten. Kontorchef i Konkurrencestyrelsen Niels Rytter tror dog ikke, at ens priser på togbilletter er en realistisk tanke, fordi området er præget af offentlige tilskud. Disse gør samtidig området vanskeligt fra et konkurrenceretligt synspunkt.
(Jyllands-Posten, 2/12)

Skrevet af