Ny Airbus 380 får plads til 1.000 passagerer

Airbus leverede mandag – halvandet år forsinket – den første Airbus 380 til flyets søsætningskunde, Singapore Airlines. Den første kommercielle flyvning bliver 25. oktober mellem Singapore og Sydney.



Reuters har udsendt nøgletal for Airbus 380, som nu afløser Boeing 747 som verdens største passagerfly, en titel B747 har haft i fire årtier.



Typisk får Airbus 380 plads til 555 passagerer på tre klasser – 150 flere sæder end Boeing 747. Dog er Boeing ved at bygge en større version, 747-8.



Airbus 380 er 15 meter bredere, fire meter højere, to meter længere og 118 tons tungere end Boeings nuværende største 747, Boeing 747-400.



Bl.a. vingefanget på 80 meter gør Airbus 380 for stor til de fleste lufthavne. Alene de engelske lufthavne, som skal have A380 har spenderet ca. 5 milliarder kr. på større passagerfaciliteter, bl.a. særlige gates som kan tømme dobbeltdækker-flyet for passagerer.



Airbus 380’erens trykkraft ved start svarer til motorkraften i 3.500 familiebiler.



Ifølge Airbus har 380’eren 15 % lavere omkostninger pr. passager end Boeing 747-400. 380’eren skal betjene passagertunge ruter mellem Europa, USA og Fjernøsten.



A380 er det næststørste fly, der nogensinde er bygget. Kun den 6-motorede russiske Antonov An-225 var større – der blev kun bygget to eksemplarer af denne, som skulle fragte de russiske rumfærger.



Excentrikeren Howard Hughes’ mislykkede forsøg med et transportfly med plads til 750 soldater, havde et længere vingespand end Airbus 380. Hughes’ vandfly, Spruce Goose, fløj kun en enkelt gang i 1947 – og kan i dag ses på et spændende luftfartsmuseum i Oregon.



Det har kostet Airbus næsten 100 milliarder kr. at udvikle 380’eren – der skal, ifølge Airbus, – sælges mindst 420 eksemplarer, før pengene er tjent hjem. Prisen for en A380 er officielt 320 mio. dollars.



Emirates fra Dubai har bestilt flest 380’ere, nemlig 47 til en pris af 14 milliarder dollars.

Skrevet af