Søndag forventer Udenrigsministeriet at sende fly fra Danish Air Transport med cirka 180 pladser til de Forenede Arabiske Emirater, hvorfra det flyver til København. Emirates forventer søndag at få fly fra Dubai til CPH.
Søndag forventer Udenrigsministeriet at sende DAT (Danish Air Transport) fly fra Danmark med cirka 180 pladser til de Forenede Arabiske Emirater, hvor 5.000 danskere ifølge udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen står på danskerlisten.
Flyet flyver ligeledes søndag fra Emiraterne til Københavns Lufthavn.
10.000 kroner – og måske flere fly
I en opdatering af sin rejsevejledning torsdag for de Forenede Arabiske Emirater skriver Udenrigsministeriet blandt andet:
”Et dansk flyselskab har tilbudt at indsætte en direkte særflyvning fra Forenede Arabiske Emirater til København på søndag, den 8. marts. Det præcise tidspunkt og afrejselufthavn er endnu ikke fastlagt.
Billetprisen er cirka 10.500 kroner pr. person. Børn under to år er gratis, skriver UM og fortsætter: ”Hvis du og dine eventuelle medrejsende kunne være interesseret i at købe billet til denne afgang, så send en mail til: borgerifae@um.dk med oplysning om, hvor mange personer I er.”
”Hvis der er tilstrækkelig interesse, så vil du i morgen – fredag den 6. marts – modtage et link til køb af billet direkte hos flyselskabet og rejseinfo,” skriver Udenrigsministeriet og tilføjer:
”Såfremt der er interesse, kan flere flyvninger komme på tale. Der tages forbehold for eventuel forsinkelse eller aflysning pga. den ustabile sikkerhedssituation. Ved køb af billet til denne flyvning søndag accepterer du, at flyselskabet og Udenrigsministeriet ikke kan gøres ansvarlig for dækning af dine eventuelle ekstraudgifter til for eksempel hotel og forplejning ved en eventuel forsinkelse eller aflysning.
Du skal selv sørge for transport til lufthavn. Frist for interessetilkendegivelse: Fredag den 6. marts, kl. 10.00 (dansk tid),” skriver Udenrigsministeriet.
Emirates håber søndag på fly til København og Skandinavien
Standby.dk erfarer, at Emirates, flyselskabet fra Dubai der normalt flyver dagligt på København, fredag forventer at gennemføre 99 returflyvninger fra Dubai, også til flere destinationer i Europa, dog endnu ikke til Skandinavien.
Emirates forventer dog igen at flyve til CPH søndag i denne weekend. Flyselskabet er blandt andet udfordret af, at man stadig har fly og besætninger i andre lufthavne end Dubai, som skal ”hjem” til Dubai.
Emirates har genaktiveret services som online check-in, chaufførservice ligesom der er mulighed for transit i Dubai, herunder stop-over.
Rejsebureauerne er informeret om Emirates’ disruption policy for afrejse frem til 31. marts. Ombooking, re-routing, refund eller ombooking til udvalgte andre flyselskaber.
Emirates arbejder på at udvide netværket de kommende dage/uger i tæt dialog med myndighederne i Dubai, sikkerhed har altid første prioritet, hedder det.
Alle planlagte Emirates-flyvninger vil være synlige i reservationssystemerne og på Emirates’ hjemmeside.
Relaterede artikler:
Mellemøsten: DAT gennemførte to evakueringsflyvninger
På søndag: Emirates igen til København, Oslo og Stockholm

STANDBY.DK Nyt om rejser


