Rejsebureau køber dansk konkurrent





En stor del af Grønlands Rejsebureaus strategi er at blive førende inden for rejser til Grønland og Island.



”Vi er meget stærke på det grønlandske marked, og de seneste år er vi også kommet rigtig godt med i Island,” siger adm. direktør Helle Bach fra Grønlands Rejsebureau, ”men mens vi er stærke på leisuredelen, er Nordic Adventure stærke på specialsyede rejser.”



Salgs- og marketingdirektør Peter Bastrup fra Grønlands Rejsebureau:

”Nordic Adventure har en kæmpe kontaktflade og et bredt netværk. De to bureauer kan i høj grad kan komplementere hinanden. Dels arbejder vi jo mere eller mindre med de samme destinationer, dels har vi som individer arbejdet rigtig godt sammen før. Jeg kan ikke se andet end fordele i, at vi slår pjalterne sammen.”



Lene Mortensen, nu tidligere direktør i Nordic Adventure:

”Vi har et rigtig godt netværk og en stor kundekreds i Nordic Adventure, og med succes melder der sig så også spørgsmålet, om man skal udvide, eller udnytte de synergier, der opstår i samarbejdet med andre. Grønlands Rejsebureau er et mellemstort bureau og her vil både vi og vores nuværende kunder falde godt ind.”



Lene Mortensen – der i øvrigt tidligere har arbejdet som marketingchef i Grønlands Rejsebureau – fortsætter i Grønlands Rejsebureau med titel af Business Development Manager.



Med salget af Nordic Adventure til Grønlands Rejsebureau udvides Air Greenland koncernen igen som led i koncernens turismestrategi.



I koncernen indgår nu – udover flyselskabet – en halvpart i rederiet Arctic Umiaq Line, Hotel Arctic, selskaberne Air Greenland Travel, Grønlands Rejsebureau/Nordic Adventure og Grønlands Rejsebureaus delvist ejede datterselskaber World of Greenland og World of Greenland Arctic Circle.


Skrevet af