Aalborg udvider sin lufthavn

Udvidelsen af Aalborg Lufthavn byder bl.a. på en ekstra ankomsthal, ny udsigtsbalkon, større afrejsehal i to etager, større restaurant og større toldfri butik.

I alt 2.500 nye kvadratmeter, der gør lufthavnsterminalen 60 meter længere. Pris en million kroner pr. meter.



Transportminister Jakob Axel Nielsen foretager den officielle åbning af nybyggeriet i dag kl. 13.



Fornyelsen og udvidelsen giver bedre plads til passagerer. Før var der trængsel, når to fly landede samtidigt, men med to ankomsthaller, en i hver ende af terminalen, er det problem nu løst.



Lufthavnsdirektør William Bluhme siger, at flere flyruter, flere charterfly og stigende passagertal nødvendiggjorde udvidelsen af den kun seks år gamle lufthavnsterminal.



”Vi regner med en stigning i passagertallet på ca. 25 % i 2007, og vi kommer tæt på en million passagerer. Prognosen siger ca. 975.000, så millionen når vi først i 2008,” siger William Bluhme.



Væksten i passagertallet skyldes den økonomiske vækst og lufthavnens arbejde for at tiltrække lavprisruter og charterdestinationer til Aalborg.



I september 2006 kom Sterling til Aalborg med to udenrigsruter – London og Malága – og gik ligeledes ind på Aalborg-København i konkurrence med SAS og Cimber Air. Det pressede priserne – ruten er Danmarks største indenrigsruter med 21-22 rundture på hverdage.



Aalborg Lufthavn har også en udenrigsrute til Oslo, fløjet af Sun-Air.

Skrevet af