Aflyser væksten og opsiger medarbejdere









Jysk Rejsebureau fyrede i går, onsdag, syv af sine 85 medarbejdere. Dermed har de tre største danske rejsebureauer med speciale på oversøiske rejser fyret medarbejdere i denne måned.



Også Jysk Rejsebureau, der har hovedkontor i Århus, har de seneste måneder mærket en faldende efterspørgsel på nye rejser, og har derfor valgt at skrue forventningerne til 2009 ned.



Som følge af de justerede forventninger, har Jysk Rejsebureau onsdag meddelt fire nyansatte kollegaer, at de ikke fastansættes og på samme tid opsagt tre af de 85 fastansatte medarbejdere i Danmark. Der er ikke planlagt reduktioner iblandt de ca. 100 ansatte, der arbejder for Jysk Rejsebureau i udlandet.



”For et år siden ringede telefonerne så meget, at vi slet ikke kunne følge med, men nu mærker også vi opbremsningen i markedet, hvor der navnlig sælges færre store familierejser. Derfor har vi aflyst vores vækst-planer for næste år,” sagde direktør i Jysk Rejsebureau, Birgitte Hempel Jacobsen, torsdag morgen til Take Off.



Jysk Rejsebureau omsatte sidste år for 205 mio. kr.



Krisen i salg af rejser i den dyre ende af skalaen fik mandag i denne uge MyPlanet og Hannibal & Marco Polo til at afskedige syv af bureauernes 100 medarbejdere.



Torsdag i sidste uge afskedigede Albatros Travel, Danmarks største rejsebureau på oversøiske rejser, 18 af 98 medarbejdere.

Og tirsdag i sidste uge opsagde Billetkontoret 11 ud af 66 medarbejdere, mens Nyhavn Rejser i sidste måned afskedigede seks ud af sine 63 medarbejdere.



HB


Skrevet af